om bjørgit

Du er formentlig ikke havnet på min side ved en tilfældighed… måske det føles sådan, men jeg tror på vi bliver ledt lige præcis de steder hen vi har brug for i livet – det er min tro, min egen inderste sandhed og min tillid til at alt er præcis som det skal være… SÅ VELKOMMEN HER TIL DIG

Jeg hedder Bjørgit… og jeg er egentlig bare et helt almindeligt menneske, der står lige her med rødder der rækker langt ned i den shamanistiske verden, og en stærk forbindelse til det åndelige univers... Men det har jeg aldrig rigtig vidst før jeg startede min egen personlige bevidstheds rejse tilbage i 2015, hvor jeg lå dér på sofaen i fosterstilling og troede livet var ved at tage mig helt ned i kulkælderen, og at jeg aldrig ville komme op igen. Jeg havde altid været sådan en, der bare kunne det hele på den halve tid, altid på toppen, glad, og knoklede igennem livet uden at skåne mig selv. Jeg havde gennemlevet et kræftforløb, jeg arbejdede meget, ordnede hjemmet til punkt og prikke, jeg var musiker i weekenderne, blomsterdekoratør i hverdagene, i gang med en adoptionsproces, dyrkede håndbold, jeg var ansvarsbevidst og perfektionist, stædig som et æsel, og ville ikke indrømme at jeg måske havde lidt for meget om ørene, selvom kroppen fortalte mig noget helt andet. Men at give op var bare ikke en mulighed for mig, og jeg lyttede ikke, så jeg blev lagt ned… Lige der følte jeg at al min styrke blev taget fra mig, og jeg gik i tusind stykker. Men det skulle blive starten på at finde hjem i mig selv, finde ud af hvem jeg egentlig i det hele taget var, hvad mine værdier og drømme var, og hvorfor jeg gjorde de ting jeg gjorde. Jeg blev ”skubbet” ud over kanten af min sjæl i en opvågning, fordi jeg havde en mission i livet som ikke kunne vente mere. Det blev starten på en rejse og en personlig udvikling jeg aldrig ville have været foruden, og som højst sandsynligt varer hele livet.


Jeg blev bevidst om at jeg faktisk igennem hele livet altid har troet på, eller ja, et eller andet sted vidst, at der var mere mellem himmel og jord. Ikke fordi jeg egentlig så, eller oplevede noget, men mere sådan en indre vished om at vi var omgivet af noget vi ikke kunne se med det blotte øje… Det føltes som om der var noget inde i mig, der bare ventede på at folde sig ud, en form for gammel visdom der var lagret i min kerne, og jeg blev ledt af nye veje da jeg først kom op fra sofaen igen.



Jeg besluttede mig for at undersøge hvad det var jeg bar rundt på, så i sommeren 2018 blev jeg certificeret clairvoyant via ”Livsmagi og klarsynsuddannelsen” hos Camilla Nymand. Herefter tog jeg overbygningen i højere clairvoyance, hvor jeg modtog læring i at arbejde mere ind i kanalisering, aktivering, omkodning og energi- og healingsarbejdet, hvilket allerede er en stor del af min passion og hjertesag. Sidenhen har jeg været i et shamanistisk træningsforløb, hos Johanne Eagleroad, som har åbnet nye indgangsvinkler til mit healings- og bevidsthedsarbejde, og jeg har uddannet mig som kropsterapeut hos TOTUM, da jeg erfarede at kroppen er en enorm vigtig brik i det puslespil jeg var ved at samle, og at den bærer en direkte nøgle til forbedring af vores tilstand. De ting i kombination er enormt powerfuldt i mine sessioner, og gør at de klienter der kommer her, og er klar til at rykke ved deres egen bevidsthed og grænser, virkelig bliver både skubbet, men også kærligt hjulpet på vej.

INDE I MIG...

Jeg har altid været enormt god med mine hænder, både til at arbejde, skabe, kreere, forme, og transformere og det manifesterer sig nu, hvor de får lov at arbejde med det mere usynlige, nemlig energien i og omkring os. Jeg har selv haft meget svært ved at definere hvad det egentlig er jeg gør, da det ofte bare ”lander” i mig, og jeg bare fornemmer og mærker hvordan du har det. Men min største styrke lige nu er evnen til at udføre energiarbejde igennem kroppen, der både åbner op, går dybt i dig og baner vej, forløser og healer på samme tid. Min evne til at se bag om det der foregår i dit liv, og kæde det sammen med komplikationer eller blokeringer, er noget af det arbejde der giver allermest mening for mig, da det ofte er her vi fjerner de store og tunge skygger, der står i vejen for, at du kan stå klart i dit eget lys og finde din sjæls vej…

Formålet og den intention jeg bærer i hjertet i alle mine personlige seancer er, at bringe dig i kontakt med dit indre, give dig forståelse for hvem du er helt derinde i sjælen og i personligheden, så du kan se indad, måske genfinde dig selv, samtidig med jeg skubber dig fremad, løfter din energi, så du måske for en stund vil føle dig lidt mere sårbar, men samtidig styrket, autentisk og nærmere din sjæl, hjerte og den indre stemme der leder dig på rette vej…

Jeg er passioneret i mit virke, og ønsker kun at DU må vokse og transformere til den smukkeste udgave af dig selv.